Hjemmearbejdszen

Når man tilbringer de fleste hverdage i et støjfyldt storrumskontor, er det en sand lise for sjælen en gang imellem at kunne blive hjemme og være flittig kun i selskab med kaffe, stearinlys og hjemmebagte boller (og Wordfeud). Især oven på en morgen, hvor Rullepølsen var helt oppe i diskanten lige fra hun stod op. Over forkert tøj, forkert morgenmad, forkert alting.

Men. Nu er her stille. Og jeg kan for en sjælden gangs skyld høre, hvad jeg selv tænker.

Vi er også ret anonyme

Jeg faldt lige over dette billede, da jeg sad og rodede i min telefon. Det er en pude, Ida fik i fødselsdagsgave af børnehaven og blev så glad for, at hun har sovet med den hver dag siden. Motivet har hun selv tegnet (efter hårdt pres fra goggerne og helt sikkert med en del hjælp. Hun er ingen Picasso, lad mig bare sige det sådan), og det forestiller Rullepølsen selv hånd i hånd med lillesøster. Det syntes jeg jo umiddelbart var ret kært, men kun indtil overgoggen genfortalte den samtale, de havde haft hen over tegningen. Den forløb cirka sådan her:

Gog: Skal Anna ikke have en glad mund ligesom dig?

Ida: Nej, for hun er altid sur.

Gog: Hvad med din far og mor, skal de ikke være med på tegningen?

Ida: Nej, for jeg ved ikke, hvordan de ser ud.

Nu har hun da også kun boet sammen med verdens gladeste baby i et år og sine forældre i fire. Men det har åbenbart ikke gjort det store indtryk.

Den store dag

I dag er der en rullepølse, der fylder år for første gang. Men hun bliver 4. Tillykke, smukke lille skudbarn!

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

Nå, men vi skulle jo giftes her forleden dag. Det fandt vi på her for en måneds tid siden, da en meget lokal finanskrise virkelig kradsede i det lille hjem, og vi pludselig slet ikke kunne overskue, hvad der skulle blive af børnene og den stakkels efterladte, hvis en af os skulle blive kørt over af en bus. Ej, det er faktisk ikke helt rigtigt. Når ret skal være ret har vi faktisk parlamenteret frem og tilbage om det i årevis uden at kunne blive enige om, hvordan det eventuelt skulle foregå. Den ene part er nemlig sår'n lidt traditionelt anlagt (læs: fra Jylland) og den anden mere til borgerlige vielser og uformelle abefester (eller - hvis det skal være crazy - et Elvis-bryllup i Las Vegas. C'mon, det ku' sgu da være skide skægt!).

Men altså. Ved finanskrisens mellemkomst blev vi på mirakuløs vis alligevel enige, og således gik det til, at vi i lørdags blev viet ganske borgerligt på Ebeltoft Rådhus. Anders' forældre har sommerhus ude på de kanter, så vi er ret ofte i Ebeltoft, og har altid tænkt, at det fine, gamle rådhus var det helt perfekte sted at blive gift. Bagefter spiste vi frokost på restaurant Mellem Jyder lige ved siden af rådhuset for sådan at blive i den gamle stil (konceptet vil nok virke bekendt på nogen...).

Gæsterne var en lille eksklusiv flok bestående af mine forældre, Anders' forældre, Anders' bedstemor, Anders' lillebror og hans familie og min allerbedste barndomsveninde Anne Sofie. De blev inviteret med halvanden uges varsel (*lyden af Emma Gad, der roterer så kraftigt, at det ryger fra kisten*), men alligevel var der ikke et eneste afbud. Så summa summarum: Vi havde en rigtig dejlig dag, lige bortset fra den der sygdomsdetalje, jeg hintede om forleden. Som i øvrigt var skarlagensfeber. Og kostede os en ellers med stor forventning imødeset bryllupsnat inklusiv gourmetmiddag på Molskroen (og mig en uge på langs). Men hey, den ta'r vi da bare i marts i stedet (er booket!), og nu er jeg nogens kone. Det er faktisk ikke så skidt.

Nej, Ida, det endte ikke med en Lilly, men med en blå silkesag

fra Custommade, som har hængt i mit skab i 4 år og været med

til mindst 3 bryllupper udover mit eget. Men hul i det, det var alligevel

så koldt, at frakken blev på under hele seancen. Man tog lidt vel

let på hulmursisoleringen dengang i syttenhundredehvidkål.

Newlyweds. Og nej, det er ikke Georg, gommen har på armen.

Nå, nu vil jeg se X-faktor med min mand. God fredag!

Skyd løs!

Mens vi venter på at jeg får forfattet en længere epistel om vores indtræden i den hellige ægtestand, tager vi lige en quiz:

Hvad er mest uncool?

A. At blive virkelig syg natten før sin bryllupsdag.

B. At finde ud af at det, der så eftertrykkeligt har sendt én i kanvassen er - en børnesygdom.

Hvorfor vigtige begivenheder bør finde sted uden for snotsæsonen

Fik jeg forresten nævnt, at vi skal giftes?

Nå, men det skal vi. Det fandt vi lige på for en måneds tid siden. Helt spontant. Hvis man da kan tale om spontanitet i den sammenhæng efter 10 års samliv.

På lørdag er det den store dag. Og nu er begge børn syge. Great.

Nødråb fra skyttegraven

Nå. Jeg kan forstå på det hele, at debatten om speltmødre og karrierekvinder stadig er i gang. Eller er i gang igen.

Suk altså. Bliver helt træt indeni. Jeg orker ikke endnu en omgang med Den Gode Speltbollebagende Økomor (eller -far) og Den Onde Egomor (eller -far), der kun tænker på karrieren og ikke gider sine børn. Kunne vi ikke godt blive enige om at nuancere tingene bare en lille bitte smule? Pø-lease? For jeg er ret sikker på, at de fleste af os hverken tilhører den ene eller den anden lejr, men raver forvildet rundt i det store ingenmandsland af leverpostejsfarvet gennemsnitlighed, der adskiller de to.

Her befinder jeg mig fx. Og her kan man både få et kick ud af at spise koldhævede speltboller med hjemmelavet marmelade og af at præge udviklingen på sin arbejdsplads og få anerkendelse for sin intellektuelle formåen. Man kan også være ved at tude af savn efter sine børn, når man kører afsted på arbejde, samtidig med at man søndag aften VIRKELIG glæder sig til at komme ind på kontoret og slappe af næste dag. Ja, man kan sågar både nyde sin barsel i fulde drag, velvidende, at man ville få svip af at være hjemmegående i andet end en begrænset periode.

Så kunne vi ikke godt give os til at tale lidt mere om, hvordan man tackler ingenmandslands udfordringer uden at gå i gulvet af stress og dårlig samvittighed, og bruge lidt mindre tid på at råbe og pege fingre og have så skidefuckingtravlt med andres HELT forkerte måde at gøre tingene på. Jesus!

Det vigtigste for alle må vel for hulen være at træffe de valg, der føles rigtige, og så have det godt med det. Og lige der er jeg faktisk lidt misundelig på både speltmødre og karrierekvinder (hvis nogen af dem findes). For hvis man er SÅ overbevist om det rigtige i sin prioritering, at man kaster 100% af sig selv efter én livsopgave, må man vel være dejligt fri for den tvivl, savn og angst for ikke at slå til nogen steder, der nager en del af os, der gerne vil både det og det andet.